17. juni 2015

Folkemødet 1. og 2. dag


Dagen før Folkemødet var jeg på torvet i Svaneke. Og her blev jeg endnu en gang interviewet af TVB. De spurgte om hvilket sted, jeg forbandt med Folkemødet. Jeg svarede ”Allinge, selvfølgelig.” Og det var så det klip, der kom med om aftenen. Så spurgte de, om hvad jeg mente om at Dansk Sprognævn havde sagt nej til, at Allinge/Bornholm kunne få patent på ordet ”Folkemøde”. Det syntes jeg så var en rigtig afgørelse; selve ordet folkemøde lyder ret alment i mine ører. Kommer der andre folkemøder, må man begynde at kalde det f.eks. Folkemødet på Bornholm. Men denne del kom altså ikke med. 

På 1. dag blev dette 5. folkemøde skudt igang af borgmester Winni Grosbøll, der holdt en blændende god tale og her bl.a. lavede en elegant håndtering af mediernes fokusering på et øget trusselsbillede. Der er dog i år rigtig meget politi med skudsikre veste tilstede, men diskret i baggrunden. Det skulle ellers have været statsministeren, der holdt åbningstalen. Dette var ændret p.gr.af valget, og alle virker rigtig glade for Winni. 

Efter åbningen var der kl.15 eller 15:15 ikke færre end 117 samtidige arrangementer!
Vi (min hustru, Lenni og jeg) gik efter noget smalt, som man ikke så let kan høre om alle vegne. 
Det blev Anders Stjernholm i dialog med formanden for Humanistisk Samfund om emnet: "Fra religionskritik til politik". Anders er ud over at være stand-up komiker, talsmand for Ateistisk Selskab og folketingskandidat for Alternativet. Det var dog hverken Alternativets politik eller vitser, han præsenterede, men en skarp og velargumenteret kritik af dansk religionspolitik: favorisering af enkelte trosretninger frem for andre eller ingen tro, overgreb på børn i form af religionsundervisning støttet af det offentlige samt tilladelse til omskæring ("genital mutilation") af drengebørn, men på diskriminatorisk vis ikke af pigebørn. Anders går ind for religionsfrihed og ligestilling mellem trosretninger, hvilket indebærer grundlovsændringer med adskillelse af kirke og stat, som i mange andre demokratiske lande. 

Vi gik videre til Enhedslistens telt for at høre om bl.a. Syriza i Grækenland, men det var desværre aflyst og i stedet var der: "Konsekvensen af reformerne" med Jørgen Arbo-Bæhr fra Enhedslisten og Bente Johansen fra de radikale. Det kom desværre hurtigt til at dreje sig detaljer i reglerne for forskellige overførselsindkomster, om man skulle kunne få efterløn fra 60 eller 62 år, og hvor nedslidt man skulle være. 

Så var der flere visioner hos BIEN, hvor jeg var på dag 2. "Se til højre, se til venstre. Basisindkomst fra to vinkler" med Gunna Starck fra Enhedslisten og Mira Erik, der har skrevet en opgave om emnet og har en grundlæggende liberal politisk orientering. Det man tidligere har kaldt borgerløn betegnes nu som ubetinget basisindkomst, og vil kunne overflødiggøre alle de trivielle diskussioner om hvem, der er berettiget til hvilke og hvor store offentlige ydelser. 
I det nuværende system får de c.800.000 borger, der er på overførselsindkomster (se mit tidligere blogindlæg), vidt forskellige ydelser efter forskellige regler og ofte underkastet en kafka'esk grad af kontrol. Eksempelvis ville mange på dagpenge eller kontanthjælp have svært ved at deltage i Folkemødet, når de ikke må rejse gennem Sverige. Reglerne om de forskellige ydelser kan bidrage til at de i nogen situationer måske ikke rigtigt kan "betale sig at arbejde" på grund af paradoksproblemer med ydelser, der reduceres af en lønindkomst - eller endda af samleverens lønindkomst. 
Havde man istedet en ubetinget basisindkomst udbetalt til alle, ville en krone tjent efter skat også være en krone udbetalt, og det ville kunne "betale sig at arbejde" også hvis det kun var i nogle få timer en gang imellem. Rigtigt mange med svage ressourcer eller handicaps af fysisk, psykisk eller social art, vil gerne prøve at finde sig lidt arbejde ved egen hjælp fremfor at overgive sig til den offentlig finansierede, men ofte privat drevet og profitgivende, beskæftigelsesindustri. 
Mira Erik syntes især at en basisindkomst ville give større frihed til alle og give dem "the power to say no". Det vil også fremme kunst og kreativitet. Hun henviste til John Rawls, en politisk filosof, der søgte at belyse principperne for social retfærdighed gennem en række tankeeksperimenter.  
Gunna Starck mente bestemt, at tanken var økonomisk mulig (omend ikke hvis man bruger en "Corydon-kalkulator" og f.eks. medregner en værdi for en stående arbejdskraftreserve).
På spørgsmålet om hvad der egentlig er Enhedslistens politik på området, svarede Gunna, at der faktisk havde været en lang intern diskussion, der var endt omtrent 50-50, hvorfor egentlig ubetinget basisindkomst ikke er kommet med i deres program. Modstanderfløjen er måske bange for at en basisimdkomst vil underminere a-kasserne og dermed indirekte fagbevægelsen. Tanken om pligt til at "bidrage til fællesskabet" spiller måske også ind.  
Men man skal passe på ikke kun at lade dette argument gælde de relativt fattige og tro at de motiveres til arbejde ved at blive endnu fattigere. Når det gælder toppen af samfundet tror regeringens (og oppositionens) økonomer øjensynligt på, at motivation fremmes gennem højere og ikke lavere løn. 

15. maj 2015

Mislyde på Folkemødet?

Forleden dag havde jeg stillet min cykel på torvet ved Superbrugsen i Allinge. Der var næsten øde dagen før Store Bededag. Men der var en kvinde med mikrofon og en mand med et professionelt udseende videokamera. De henvendte sig straks og spurgte om jeg ville svare på nogle spørgsmål. På min forespørgsel fortalte de, at de kom fra TV2/Bornholm, så dem ville jeg da godt udtale mig til. Først blev jeg spurgt om jeg boede her i nærheden, og jeg forklarede at jeg havde sommerhus i Sandvig 2 km. væk. Det var åbenbart godt nok til interviewets formål, der handlede om det kommende folkemøde. Jeg kunne næsten have sagt mig selv at det ville handle om den kontroversielle gæst fra Holland.
På stående for synes jeg, at være kommet i et dilemma. Jeg fik formuleret et "på den ene side og på den anden side" svar. (Det siges at være derfor, at psykologer er udstyret med to hænder.)
Jeg synes "selvfølgelig" at alle skal kunne stille op og sige deres mening. At organisationerne kan invitere hvem som helst - inden for lovens rammer og Folkemødets regler, hvilket jeg dog ikke fik tilføjet. På den anden side har den pågældende taler meget lidt med Folkemødet at gøre og den øgede sikkerhed vil betyde en mindre afslappet og mindre åben omgang mellem almindelige mennesker og politikerne.
Da klippet blev sendt om aftenen, kom kun den sidste del af mit indlæg med. Men klip fra andre interviewede havde dækket det første synspunkt, der forsvarer ytringfriheden.
Debatten er siden eskaleret og nu er også Georgios Epitideios fra det græske "Gyldent Daggry" blevet inviteret. Både han og Geert Wilders er i midlertidigt folkevalgte politikere, så det ville stride mod i hvert fald mine demokratiske principper at lave forbud mod deres deltagelse.
Özlem Cekic udtrykker dilemmaet rigtigt godt i sine tweets @cekicozlem.

Folkemødet i Allinge er et fantastisk, berigende fænomen. Vi har været med hvert år, og tager naturligvis med også i år. Det interessante er muligheden for at møde nuancerede fremstillinger og synspunkter, man ellers ikke umiddelbart ville støde på i de desværre stærkt snæversynede danske mainstream medier.
Politiske slogans virker for overfladiske i denne sammenhæng.
Sidste år så jeg en ung mand med et T-shirt påtrykt "Boykot Israel". Min første tanke var, at sådan et måtte jeg også have. Jeg er enig med opfordringen, der af en eller anden grund åbenbart virker meget provokerende på det danske publikum. Men så slog det mig, hvor forkert anbragt, et sådan slogan virkede her på Folkemødet, hvor der ikke var nogen anden dagsorden at hænge det op på.
Langt mere relevant var indlæg om data-overvågning, der berører alle danskere, og som lagde sig op ad de mange events om IT-udvikling, "Big data" mv. Det var ligefrem velgørende at kunne få taget en selfie sammen med Edward Snowden, omend han her var en papfigur.


 

22. marts 2015

Historien om "Krum"

Krum var en gammel klassekammerat fra gymnasiet, som begyndte på psykologistudiet samtidig med mig. 
Det gik ham ikke så godt.
Historien kan læses her

1. maj 2014

Ny artikel

Jeg har lagt en ny artikel, skrevet til et norsk tidsskrift, på min hjemmeside.

A psychological approach to chronic pain.

Læs den her

14. oktober 2013

Sygdom og identitet

Sygdom er et svært begreb at definere. WHO har da også kun defineret sundhed - og med en definition, der nærmest kunne fungere som definitionen på lykke.
For mange år siden stødte jeg på et essay (i en bog, jeg ikke har længere) med det markante synspunkt, at al sygdom er defineret "normativt", dvs som et samfundsskabt begreb, ud fra menneskets eller gruppens behov. I så fald kan man ikke sige, at sygdom findes i naturen som sådan. Her er kun på den ene side genetiske variationer, der bidrager til arternes udvikling, men betyder at mindre overlevelsesegnede individer går til grunde. Og på den anden side er der individer, der bukker under i konkurrencen mellem de forskellige arter (f.eks. ved infektioner).
Nå vi taler om sygdom, er det uønskede biologiske fænomener hos os mennesker, hos vores husdyr eller vores planteavl.
 Sygdom er noget uønsket, noget snavs, der skal undgås, og dermed stigmatiserende for bæreren. I mange tilfælde forsvinder stigmaet ikke helt ved helbredelse. Vedkommende kan f.eks. stadig være "tidligere cancerpatient". Og der er ikke langt til "eks-alkoholiker" eller "tidligere straffet kriminel".
 Sygdom kan også have positive virkninger for den enkelte i form af sygdomsgevinster: særlige hensyn, fordele i det offentlige rum, økonomisk kompensation, fritagelse for forpligtigelser.
 Det politiske aspekt i brug af det tveæggede sygdomsbegreb bliver tydeligt, når man ser at nogle interesseorganisationer for mennesker i med bestemte diagnoser historisk har kæmpet for at få fjernet deres egenskab fra diagnoselisterne (eks. homoseksuelle), mens andre organisationer omvendt har kæmpet for at få deres diagnose med i listerne (fibromyalgi, ME/CFS).
 Den enkelte tidligere syg står i et spændingsfelt mellem ønsket om at reparere skaden på den sociale persona (sygdomsstigmaet) og så at skulle opgive og undvære den beskyttelse, som sygdomsetiketten har betydet.

Ebert og Moore (Overført fra telum.dk)

Ebert og Micheal Moore (05.04.2013)

Den legendariske, alsidige og pålidelige filmkritiker Roger Ebert er død, 70 år gammel. Micheal Moore hædrer ham på Twitter https://twitter.com/MMFlint ved at påpege hvor præcis og profetisk Eberts anmeldelse (1989) af MM's første film egentlig var. Se selv her http://t.co/5fZtQHW0ar

Mere overvågning

 (01.04.2013)

En genial "oplysningsvideo", der fungerer som advarsel. Man tror først det er en parodi lavet af Anomynous, men INDECT findes i virkeligheden som EU projekt startet i 2009 se wiki
På sin egen hjemmeside præsenterer INDECT sig som et forskningsprojekt, der ikke selv udfører overvågning, og de betoner deres etiske overvejelser. Det lyder altsammen reelt nok, men modsiger ikke argumenterne sidst i videoen om at, når først systemet er på plads kan skiftende regimer bruge det til meget andet end bekæmpelse af af egentlig kriminalitet.

12. marts 2013

Economic inequality

Al Gore points out, that economic inequality in the US has increased dramatically in the last 25 years. Personal fortunes and incomes are less equally distributed than in Tunisia or Egypt, where the gap between rich and poor certainly contributed to the "Arab Spring" uprisings. Al Gore points to this video as clearly illustrating the problem. A real eye-opener!
(This content is also posted in danish on my other blog: http://www.telum.dk/blog/

25. februar 2013

Censur og overvågning på danskernes internet


Danmark står ikke tilbage for at censurere internettet.
På Island er distribution af pornografi fortsat ulovligt, som det var i Danmark for godt 50 år siden.
Samtidig viser en undersøgelse fra et Islandsk universitet, at unge islændinge synes at se mere pornografisk materiale på nettet end andre landes unge. se: http://www.icelandreview.com/icelandreview/daily_news/Icelanders_Highest_Users_of_Pornography_0_391714.news.aspx
De giver anledning til overvejelser hos politikerne om muligheden for at blokere for udenlandske netsider, med et sådant indhold, som mener er skadeligt. Det kan hurtigt blive et meget omfattende og ressourcekrævende foretagende, hvor man i lighed med Kina må ansætte en masse kontrollanter og samtidig uundgåeligt alligevel vil komme til at spærre for ”legale” netsider. se:

Mange lande blokerer i forvejen bestemte internet adresser af forskellige grunde.
I Danmark har en frivillig blokeringsordning eksisteret siden 2005. Wikileaks har offentliggjort en dansk liste, som den så ud i december 2008, hvor der var 3863 internetadresser på den. Denne liste redigeres af Red Barnet ud fra de bedste hensigter, og utvivlsomt er alle eller næsten alle websider på den præget af børnepornografisk indhold.
Men samtidig ved vi, at også andre slags sider blokeres af udbyderne på de danske myndigheders befaling. Det gælder f.eks. en række fildelingstjenester, der blokeres af kommercielle hensyn til ophavsretten. Andre sider med mere politisk indhold blokeres nok også: sider med holocaust-fornægtelse eller racistisk had-propaganda.
For så vidt er det rimeligt med juridiske indgreb mod materiale, hvor selve fremstillingen udgør en lovovertrædelse, men det burde ske gennem retssystemet, i offentlighed og med mulighed for at de implicerede kan høres og appellere afgørelsen, ikke gennem en forhåndscensur, som ellers skulle være afskaffet i grundloven.
Det farlige ved den slags censur er, at den ikke er underlagt en uvildig kontrolinstans, og derfor kan bruges til alt muligt andet end at forebygge ulovligheder uden at offentligheden opdager det.
I Thailand blev en lignende censur også indført for at beskytte børn, men bruges nu i udstrakt grad mod politisk kritik eller hvad der lokalt opfattes som majestætsfornærmelser.
Noget helt andet er, at dem, der virkeligt vil, hurtigt kan finde måder at omgå censuren på. Den virker kun over for det almindelige publikum, hvor en filtrering af adgang til internetsider til gengæld er medvirkende til ensrette mængden af tilgængelig information og holdninger, endnu mere end vi i forvejen er udsat for gennem økonomiske interessers magt over medierne.

Privatliv på internettet står det også ringe til med i Danmark.
Staten overvåger alt og alle på helt 1984-agtig maner med påbudt registrering af alle privates besøg på hjemmesider og al E-mail aktivitet. Logningsbekendtgørelsen i Danmark fra 2007 er langt strengere end vi er forpligtet til i forhold til EU’s krav. Og så har det stort set ikke virket til opklaring af forbrydelser. se:

Men de fortsat opbevarede data kan være en guldgrube, når det gælder om at kortlægge og registrere politiske modstandere. De tyske invasionsstyrker under 2. verdenskrig ville have jublet over at få adgang til sådanne oplysninger. Følsomme arkiver dengang var placeret, så de kunne destrueres i en fart, mens de nuværende registreringer ligger rundt om hos de forskellige internetudbydere, formentlig uden nogen som helst direktiver for, hvordan de kunne uskadeliggøres i tilfælde af en invasion eller f.eks. et militærkup. Faren virker ikke så stor i dagens Danmark, men at der ikke lyder flere protester mod overvågningen kan i sig selv forekomme at være at være et tegn på et gradvist skred mod mere totalitære tilstande.

Hvordan modvirkes disse indgreb i oplysningsfrihed og privatliv.
Der findes netsteder, der prøver at holde øje med censur og blokeringer, f.eks. http://www.herdict.org/
Den enkelte internetkunde kan omgå de danske blokeringer ved at benytte en proxy-tjeneste eller en alternativ DNS-server til den hos internetudbyderen, f.eks.
Overvågning af ens internetaktivitet kan forhindres ved at bruge TOR:
en programpakke og browser, der bevirker effektiv anonymisering af surfing.
Mails kan krypteres med programmer, der er uafhængige af de større kommercielle aktører, og forhåbentlig også af regeringer, f.eks. Truecrypt:
eller data kan lægges på Kim Dotcom’s nye krypterede server:
hvis man kan overføre kodenøglen på anden vis. Den gammeldags brevhemmelighed eksisterer bemærkelsesværdigt nok stadig for ”snailmail”.

Men først og fremmest må man være med til at skabe debat om sagen og råbe politikerne op.






21. februar 2013

Hvad blev der af psykologers tavshedspligt?


Det er snart 1½ år siden, at pensioneret psykolog Merete Lindholm blev pålagt af Østre Landsret at bryde sin tavshedspligt i forhold til en klient hun havde haft i forbindelse med sin tidligere ansættelse i forsvaret.

Sagen endte med at hun nægtede og blev pålagt bøder på 45.000 kr., som heldigvis blev dækket af en indsamling blandt engagerede borgere og herunder formentlig en hel del psykolog kolleger, der kunne risikere at komme i samme situation eller værre.

Som psykolog med mange tidligere patientsamtaler, risikerer jeg for så vidt det samme, men vil næppe have Meretes mod til åben modstand. Jeg vil nok møde op og demonstrere, hvor dårlig min  68-årige hukommelse er gået hen og blevet.  

Før sidste valg mener jeg dog at erindre, at politikere fra det, der den gang var oppositionen, lovede at se på og ændre lovgivningen omkring psykologers tavshedspligt og fritagelse for at vidne i retten.

Efter valget har piben fået en anden lyd. Det har været Dansk Folkeparti, der har stillet et relevant forslag, som får mest positiv støtte fra Liberal Alliance og Kristeligt Folkeparti. Mens alle andre, inklusiv regeringen og Enhedslisten ikke kan støtte forslaget i dets fulde udstrækning, men er enige om at henvise spørgsmålet til overvejelse hos Retsplejerådet. Dette skete 17.01.2012.


Siden er der kun sket det, at DF har rykket d.13.03.2012, men kun fået bekræftet at anmodning til Retsplejerådet var sendt.

Psykologer har altså ikke nogen klar, lovfæstet beskyttelse mod at blive pålagt at vidne på tværs af deres tavshedsløfte til klienter. Der er ellers, som jeg læser det tre mulige niveauer for dette, svarende til det der gælder for hhv. læger, præster og forsvarsadvokater.

Det skærer i øjnene, når forsvaret kan skrive på hjemmesiden for Forsvarets Psykologer:
Ingen myndighed i eller uden for Forsvaret har mulighed for at få oplysninger om en person, der er i behandling. Indsigt i behandlingsforløb gives kun med samtykke fra personen selv. Kort sagt så bestemmer du selv, hvem der skal kende til et evt. psykologforløb.

Hvilket tydeligt er usandt, hvis man skal tro udskrifter fra Østre Landsret, hvor det var forsvarets egen anklager, den såkaldte auditør, der krævede tavsheden brudt.


30. januar 2013

Krise og overførselsindkomster


I forbindelse med finanskrisen er der i medierne ofte omtale af flere arbejdsløse, flere på kontanthjælp, eller offentlig forsørgelse i det hele taget. Det er så værd at minde om, at antallet af danskere i den ”arbejdsduelige alder”, som lever af overførselsindkomst af den ene eller den anden art, har været ret konstant gennem mere end tyve år. Krise eller ej.

DR.DK nævner en række tal i artiklen her. De har desværre ikke deres egen kilde med, og kigger man på Danmarks Statistik bliver det ret uoverskueligt, da der er særskilte tabeller for forsikrede og ikke-forsikrede arbejdsløse samt modtagere af kontanthjælp, fleksydelse, sygedagpenge, førtidspension, mv.
Der er dog nok god grund til at tro, at der er flere af de samme individer, der flytter rundt mellem de forskellige forsørgelsesordninger. F.eks. kan en karriere over 10 år se sådan ud: (arbejde)>sygedagpenge>kontanthjælp>(fleksjob)>fleksydelse>(kortvarigt arbejde)>
sygedagpenge>kontanthjælp>førtidspension.
Det giver derfor mere mening at se på det samlede antal med overførselsindkomst (p.t. 783.000)og sammenstille med antallet i beskæftigelse (2.628.000 ifg. Danmarks Statistik). Det fremgår også i meddelelserne fra DS, at Danmark har en af de højeste beskæftigelsesrater (blandt 15-64årige) i EU, nemlig 72,8% mod 64,6% i EU som helhed.

Sat på graf ser DR.DK’s tal sådan ud:


22. oktober 2012

Billede af klassesamfundet

Fra Politiken. Anne-Marie Steen Petersens opdatering af den klassiske pyramide.
Illlustration til god artikel af Lars Olsen. link

A 1911 Industrial Worker (IWW newspaper) publication advocating industrial unionism that shows the critique of capitalism. It is based on a flyer of the "Union of Russian Socialists" spread in 1900 and 1901.

Så meget er der ikke sket i løbet af 100-110 år!
Nederste lag er delt i to med de hårdtarbejdende placeret over det arbejdsløse "pjalteproletariat". 
Præsterne er væk og burde måske været blevet erstattet af medierne, der nu har funktionen med at narre folket. 
Den rå, væbnede undertrykkelse er blevet usynlig, men er der selvfølgelig stadig i baghånden. 



24. september 2012

Dogmet om vækst

Det er godt at nogle stiller spørgsmålstegn ved troen på nødvendigheden af økonomisk vækst, som tilsyneladende næsten alle politikere hylder og bruger som argument.

Læs denne glimrende artikel af Jørgen Steen Nielsen i Information.

En særlig bemærkelsesværdig kommentar:


Søren Lom siger:
I virkeligheden lever vi i spændende tider. Det er nu det eksisterer en historiske mulighed for at frigøre os fra arbejdet, hvis ellers politikere og akademikere turde se ud over deres dogmer. Behovet for vækst hænger jo sammen med pengepolitikken, uden vækst ingen renter - middelalderen havde ikke brug for vækst for man måtte ikke tage renter.
Vi kan ikke æde mere, vi har ikke brug for større huse, flere biler og andre apparater. Vi har brug for at leve og vi har brug for videnskab og kunst.
Men der er jo nogle kapitalbaroner som bliver overflødige.

21. august 2012

Assange

Micheal Moore og Oliver Stone stiller i New York Times de egentlige spørgsmål, man må stille i Assange-sagen:
Hvorfor vil Sverige ikke afhøre Assange i London - han er ikke anklaget for noget, endnu?
Hvorfor vil Sverige ikke alternativt garantere ham mod udlevering til USA, hvis han tager til Sverige?
Hvorfor vil Storbritanien ikke stille en sådan garanti som betingelse for en udlevering til Sverige?
Ecuador har angiveligt foreslået mægling med alle disse elementer, men uden respons.
http://www.nytimes.com/2012/08/21/opinion/wikileaks-and-the-global-future-of-free-speech.html?hpw

Forringelser i form af "reform" på vej i forhold til social sikring?

Sjældent har jeg læst en så direkte beskrivelse af det sociale uføre, som jeg selv har været vidne til hos mange af mine klienter/patienter med den usynlige lidelse kroniske smerter.
Ricky Magnussens skitsering af den kommende reform og dens konsekvenser lover ikke godt.
http://politiken.dk/debat/laeserbreve/ECE1726276/kommunernes-lovbrud-koster-borgernes-retssikkerhed/

11. august 2012

En god kommentar til spørgsmålet fra igår.


Mest påtrængende er en gennemgribende hovedrengøring af det aktiveringscirkus, som titusindvis af borgere trækkes igennem – uden nævneværdige resultater og mest til grin for sig selv.
Hvert år bruges op mod 26 milliarder kroner på mere eller mindre meningsløse kurser.
Aktiveringssystemet er en skandale, der ikke opkvalificerer folk, men synes at bygge på en tanke om at nedbryde, ydmyge og udmarve i forvejen udsatte borgere, så de før eller siden giver op. Ingen andre steder spildes så mange menneskelige og økonomiske ressourcer. 
Skriver Lars Trier Mogensen i Politiken

10. august 2012

Holdninger i sommerlandet


”Det kalder på reformer - akut. Historierne fra Ruths Hotel og jordbæravleren i Skælskør er ikke i orden. Vi skal have sulten tilbage. Gjort op med den holdning, at det er bedre at være på passiv forsørgelse end at stå i opvasken på et hotel. Gjort op med den holdning, at det er bedre at være på passiv forsørgelse end at plukke jordbær”, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen -…

Man kan undre sig over, hvor Lars Løkke Rasmussen er støt på den holdning. Bevares, den findes vel, men er næppe almindelig. Kan vi ikke få navn på, hvem der giver udtryk for holdningen: ”det er bedre at være på passiv forsørgelse, end at arbejde”. Eller er der her en fiktiv, moralsk svag, modstander, der skal motivere endnu en stramning over for de svageste i samfundet?
I et afsnit før har Lykke Rasmussen ellers peget på økonomiske årsager til, at det kan være svært at hyre sæsonarbejdere:

”hvis et ægtepar begge er på kontanthjælp, vil den ene ægtefælle skulle have en månedsløn i år på ca. 30.000 kr. for at være lige så godt stillet, som hvis begge er på kontanthjælp.”

Han mener vel for at ægteparret tilsammen har samme disponible indkomst, som hvis begge er på kontanthjælp. Den ene ægtefælle vil nok altid være bedre stillet med en løn på 30.000.
Dette er et eksempel på paradoks-problemet, der opstår, når ydelser gøres indtægtsregulerede, eller endnu værre afhængige af en ægtefælles indtægt. Hvis kontanthjælp skal ses som en ret, borgeren har, som en sikring mod manglende indtægt i en periode, er det uheldigt at der reguleres efter en andens indtægt. Hvornår har arbejdslønnen for resten været afhængig af ægteskabelig status? En sådan reglen er med til at gøre kontanthjælps modtageren mindre selvstændig og mere afhængig (nu både af det offentlige og af ægtefællen).

Mærkeligt nok vil Lars Lykke Rasmussen her gøre problemet endnu værre ved at udvide kredsen af ramte:

”I dag er det kun gifte par, der skal forsørge hinanden i kontanthjælpssystemet. Det ser vi gerne udvidet til også at omfatte samlevende, ligesom det gør sig gældende indenfor andre områder fx tildeling af børnetilskud og førtidspension.”

Den nuværende regering er nok trods alt den mindste 
af to onder.

6. juli 2012

Den rationelle privatøkonomi?


Jeg er blevet opmærksom på, at Information har kørt en hel serie om Finansministeriets samfundsøkonomiske model, som har ligget til grund for de seneste politiske forlig.
Modellen hedder meget passende DREAM og forudsætter borgere, der til enhver tid handler rationelt i deres økonomiske dispositioner. De har åbenbart ikke spurgt en reklamemand om dette er rigtigt.
Der er også andre forudsætninger i modellen, som ikke er empirisk validerede, altså efterprøvet i forhold til virkeligheden.

4. juli 2012

Flere i arbejde? Eller lavere løn af hensyn til konkurrenceevnen?


Rune Engelbreth Larsen gennemskuer regeringens "liberalistiske" økonomiske model og de dårlige argumenter om at skattelettelser til de mellemste og højeste indkomster skulle skaffe flere (af de dårligst stillede) i arbejde.