14. okt. 2013

Sygdom og identitet

Sygdom er et svært begreb at definere. WHO har da også kun defineret sundhed - og med en definition, der nærmest kunne fungere som definitionen på lykke.
For mange år siden stødte jeg på et essay (i en bog, jeg ikke har længere) med det markante synspunkt, at al sygdom er defineret "normativt", dvs som et samfundsskabt begreb, ud fra menneskets eller gruppens behov. I så fald kan man ikke sige, at sygdom findes i naturen som sådan. Her er kun på den ene side genetiske variationer, der bidrager til arternes udvikling, men betyder at mindre overlevelsesegnede individer går til grunde. Og på den anden side er der individer, der bukker under i konkurrencen mellem de forskellige arter (f.eks. ved infektioner).
Nå vi taler om sygdom, er det uønskede biologiske fænomener hos os mennesker, hos vores husdyr eller vores planteavl.
 Sygdom er noget uønsket, noget snavs, der skal undgås, og dermed stigmatiserende for bæreren. I mange tilfælde forsvinder stigmaet ikke helt ved helbredelse. Vedkommende kan f.eks. stadig være "tidligere cancerpatient". Og der er ikke langt til "eks-alkoholiker" eller "tidligere straffet kriminel".
 Sygdom kan også have positive virkninger for den enkelte i form af sygdomsgevinster: særlige hensyn, fordele i det offentlige rum, økonomisk kompensation, fritagelse for forpligtigelser.
 Det politiske aspekt i brug af det tveæggede sygdomsbegreb bliver tydeligt, når man ser at nogle interesseorganisationer for mennesker i med bestemte diagnoser historisk har kæmpet for at få fjernet deres egenskab fra diagnoselisterne (eks. homoseksuelle), mens andre organisationer omvendt har kæmpet for at få deres diagnose med i listerne (fibromyalgi, ME/CFS).
 Den enkelte tidligere syg står i et spændingsfelt mellem ønsket om at reparere skaden på den sociale persona (sygdomsstigmaet) og så at skulle opgive og undvære den beskyttelse, som sygdomsetiketten har betydet.

Overført fra telum.dk

Ebert og Micheal Moore (05.04.2013)

Den legendariske, alsidige og pålidelige filmkritiker Roger Ebert er død, 70 år gammel. Micheal Moore hædrer ham på Twitter https://twitter.com/MMFlint ved at påpege hvor præcis og profetisk Eberts anmeldelse (1989) af MM's første film egentlig var. Se selv her http://t.co/5fZtQHW0ar

Overført fra telum.dk

Mere overvågning (01.04.2013)

En genial "oplysningsvideo", der fungerer som advarsel. Man tror først det er en parodi lavet af Anomynous, men INDECT findes i virkeligheden som EU projekt startet i 2009 se wiki
På sin egen hjemmeside præsenterer INDECT sig som et forskningsprojekt, der ikke selv udfører overvågning, og de betoner deres etiske overvejelser. Det lyder altsammen reelt nok, men modsiger ikke argumenterne sidst i videoen om at, når først systemet er på plads kan skiftende regimer bruge det til meget andet end bekæmpelse af af egentlig kriminalitet.

12. mar. 2013

Economic inequality

Al Gore points out, that economic inequality in the US has increased dramatically in the last 25 years. Personal fortunes and incomes are less equally distributed than in Tunisia or Egypt, where the gap between rich and poor certainly contributed to the "Arab Spring" uprisings. Al Gore points to this video as clearly illustrating the problem. A real eye-opener!
(This content is also posted in danish on my other blog: http://www.telum.dk/blog/

25. feb. 2013

Censur og overvågning på danskernes internet


Danmark står ikke tilbage for at censurere internettet.
På Island er distribution af pornografi fortsat ulovligt, som det var i Danmark for godt 50 år siden.
Samtidig viser en undersøgelse fra et Islandsk universitet, at unge islændinge synes at se mere pornografisk materiale på nettet end andre landes unge. se: http://www.icelandreview.com/icelandreview/daily_news/Icelanders_Highest_Users_of_Pornography_0_391714.news.aspx
De giver anledning til overvejelser hos politikerne om muligheden for at blokere for udenlandske netsider, med et sådant indhold, som mener er skadeligt. Det kan hurtigt blive et meget omfattende og ressourcekrævende foretagende, hvor man i lighed med Kina må ansætte en masse kontrollanter og samtidig uundgåeligt alligevel vil komme til at spærre for ”legale” netsider. se:

Mange lande blokerer i forvejen bestemte internet adresser af forskellige grunde.
I Danmark har en frivillig blokeringsordning eksisteret siden 2005. Wikileaks har offentliggjort en dansk liste, som den så ud i december 2008, hvor der var 3863 internetadresser på den. Denne liste redigeres af Red Barnet ud fra de bedste hensigter, og utvivlsomt er alle eller næsten alle websider på den præget af børnepornografisk indhold.
Men samtidig ved vi, at også andre slags sider blokeres af udbyderne på de danske myndigheders befaling. Det gælder f.eks. en række fildelingstjenester, der blokeres af kommercielle hensyn til ophavsretten. Andre sider med mere politisk indhold blokeres nok også: sider med holocaust-fornægtelse eller racistisk had-propaganda.
For så vidt er det rimeligt med juridiske indgreb mod materiale, hvor selve fremstillingen udgør en lovovertrædelse, men det burde ske gennem retssystemet, i offentlighed og med mulighed for at de implicerede kan høres og appellere afgørelsen, ikke gennem en forhåndscensur, som ellers skulle være afskaffet i grundloven.
Det farlige ved den slags censur er, at den ikke er underlagt en uvildig kontrolinstans, og derfor kan bruges til alt muligt andet end at forebygge ulovligheder uden at offentligheden opdager det.
I Thailand blev en lignende censur også indført for at beskytte børn, men bruges nu i udstrakt grad mod politisk kritik eller hvad der lokalt opfattes som majestætsfornærmelser.
Noget helt andet er, at dem, der virkeligt vil, hurtigt kan finde måder at omgå censuren på. Den virker kun over for det almindelige publikum, hvor en filtrering af adgang til internetsider til gengæld er medvirkende til ensrette mængden af tilgængelig information og holdninger, endnu mere end vi i forvejen er udsat for gennem økonomiske interessers magt over medierne.

Privatliv på internettet står det også ringe til med i Danmark.
Staten overvåger alt og alle på helt 1984-agtig maner med påbudt registrering af alle privates besøg på hjemmesider og al E-mail aktivitet. Logningsbekendtgørelsen i Danmark fra 2007 er langt strengere end vi er forpligtet til i forhold til EU’s krav. Og så har det stort set ikke virket til opklaring af forbrydelser. se:

Men de fortsat opbevarede data kan være en guldgrube, når det gælder om at kortlægge og registrere politiske modstandere. De tyske invasionsstyrker under 2. verdenskrig ville have jublet over at få adgang til sådanne oplysninger. Følsomme arkiver dengang var placeret, så de kunne destrueres i en fart, mens de nuværende registreringer ligger rundt om hos de forskellige internetudbydere, formentlig uden nogen som helst direktiver for, hvordan de kunne uskadeliggøres i tilfælde af en invasion eller f.eks. et militærkup. Faren virker ikke så stor i dagens Danmark, men at der ikke lyder flere protester mod overvågningen kan i sig selv forekomme at være at være et tegn på et gradvist skred mod mere totalitære tilstande.

Hvordan modvirkes disse indgreb i oplysningsfrihed og privatliv.
Der findes netsteder, der prøver at holde øje med censur og blokeringer, f.eks. http://www.herdict.org/
Den enkelte internetkunde kan omgå de danske blokeringer ved at benytte en proxy-tjeneste eller en alternativ DNS-server til den hos internetudbyderen, f.eks.
Overvågning af ens internetaktivitet kan forhindres ved at bruge TOR:
en programpakke og browser, der bevirker effektiv anonymisering af surfing.
Mails kan krypteres med programmer, der er uafhængige af de større kommercielle aktører, og forhåbentlig også af regeringer, f.eks. Truecrypt:
eller data kan lægges på Kim Dotcom’s nye krypterede server:
hvis man kan overføre kodenøglen på anden vis. Den gammeldags brevhemmelighed eksisterer bemærkelsesværdigt nok stadig for ”snailmail”.

Men først og fremmest må man være med til at skabe debat om sagen og råbe politikerne op.






21. feb. 2013

Hvad blev der af psykologers tavshedspligt?


Det er snart 1½ år siden, at pensioneret psykolog Merete Lindholm blev pålagt af Østre Landsret at bryde sin tavshedspligt i forhold til en klient hun havde haft i forbindelse med sin tidligere ansættelse i forsvaret.

Sagen endte med at hun nægtede og blev pålagt bøder på 45.000 kr., som heldigvis blev dækket af en indsamling blandt engagerede borgere og herunder formentlig en hel del psykolog kolleger, der kunne risikere at komme i samme situation eller værre.

Som psykolog med mange tidligere patientsamtaler, risikerer jeg for så vidt det samme, men vil næppe have Meretes mod til åben modstand. Jeg vil nok møde op og demonstrere, hvor dårlig min  68-årige hukommelse er gået hen og blevet.  

Før sidste valg mener jeg dog at erindre, at politikere fra det, der den gang var oppositionen, lovede at se på og ændre lovgivningen omkring psykologers tavshedspligt og fritagelse for at vidne i retten.

Efter valget har piben fået en anden lyd. Det har været Dansk Folkeparti, der har stillet et relevant forslag, som får mest positiv støtte fra Liberal Alliance og Kristeligt Folkeparti. Mens alle andre, inklusiv regeringen og Enhedslisten ikke kan støtte forslaget i dets fulde udstrækning, men er enige om at henvise spørgsmålet til overvejelse hos Retsplejerådet. Dette skete 17.01.2012.


Siden er der kun sket det, at DF har rykket d.13.03.2012, men kun fået bekræftet at anmodning til Retsplejerådet var sendt.

Psykologer har altså ikke nogen klar, lovfæstet beskyttelse mod at blive pålagt at vidne på tværs af deres tavshedsløfte til klienter. Der er ellers, som jeg læser det tre mulige niveauer for dette, svarende til det der gælder for hhv. læger, præster og forsvarsadvokater.

Det skærer i øjnene, når forsvaret kan skrive på hjemmesiden for Forsvarets Psykologer:
Ingen myndighed i eller uden for Forsvaret har mulighed for at få oplysninger om en person, der er i behandling. Indsigt i behandlingsforløb gives kun med samtykke fra personen selv. Kort sagt så bestemmer du selv, hvem der skal kende til et evt. psykologforløb.

Hvilket tydeligt er usandt, hvis man skal tro udskrifter fra Østre Landsret, hvor det var forsvarets egen anklager, den såkaldte auditør, der krævede tavsheden brudt.


30. jan. 2013

Krise og overførselsindkomster


I forbindelse med finanskrisen er der i medierne ofte omtale af flere arbejdsløse, flere på kontanthjælp, eller offentlig forsørgelse i det hele taget. Det er så værd at minde om, at antallet af danskere i den ”arbejdsduelige alder”, som lever af overførselsindkomst af den ene eller den anden art, har været ret konstant gennem mere end tyve år. Krise eller ej.

DR.DK nævner en række tal i artiklen her. De har desværre ikke deres egen kilde med, og kigger man på Danmarks Statistik bliver det ret uoverskueligt, da der er særskilte tabeller for forsikrede og ikke-forsikrede arbejdsløse samt modtagere af kontanthjælp, fleksydelse, sygedagpenge, førtidspension, mv.
Der er dog nok god grund til at tro, at der er flere af de samme individer, der flytter rundt mellem de forskellige forsørgelsesordninger. F.eks. kan en karriere over 10 år se sådan ud: (arbejde)>sygedagpenge>kontanthjælp>(fleksjob)>fleksydelse>(kortvarigt arbejde)>
sygedagpenge>kontanthjælp>førtidspension.
Det giver derfor mere mening at se på det samlede antal med overførselsindkomst (p.t. 783.000)og sammenstille med antallet i beskæftigelse (2.628.000 ifg. Danmarks Statistik). Det fremgår også i meddelelserne fra DS, at Danmark har en af de højeste beskæftigelsesrater (blandt 15-64årige) i EU, nemlig 72,8% mod 64,6% i EU som helhed.

Sat på graf ser DR.DK’s tal sådan ud: